Annonce

Har du pollenallergi? Så er der godt nyt

Tekst: dr.dk

Foto: Freestocks // Unsplash

For op mod en million danskere er foråret en blandet fornøjelse. I takt med at træer, blomster og enge springer ud i fuldt flor, lukker allergikerne sig inde i med antihistaminer, næsespray og øjendråber. En af dem er Christina Dahl. Hun frygter pollensæsonen hvert år.

”Jeg har birketræer lige ude foran mine vinduer, så hvis jeg har åbne vinduer, kan jeg komme hjem til en lejlighed, der er fyldt med pollen. Det sætter sig i sofaen og sengetøjet, og så er den helt gal” fortæller Christina.

Nu giver et nyt projekt håb for Christina og de mange andre allergikere. Projektet vil sætte flere pollen-målestationer op i landet, for at give mere præcise pollental. Det er Aarhus Universitet og patientforeningen Astma-Allergi Danmark, der er gået sammen om initiativet.

Der mangler nemlig viden om, hvordan – og hvis – pollen er mere udpræget i nogen dele af Danmark. Det vil de gøre ved at måle, hvor meget pollen der er i luften i forskellige byer.

”Det mest spændende er, at vi skal finde ud af, hvor store regionale forskelle der er i pollen-koncentrationerne, for vi ved ikke særlig meget om, hvor stor variation der er rundt omkring i landet” siger Pia Viuf Ørby, som er forsker i miljøvidenskab og står bag projektet.

I øjeblikket er det bl.a. græs, der giver problemer for pollenallergikere.

Lokale pollental og mere viden

Lige nu kan der kun måles pollental i København og Viborg. Det nye projekt vil indsamle mere data og derfor vil de sætte midlertidige målestationer op i Roskilde, Odense, Esbjerg og Aalborg. Mere data fra forskellige steder i Danmark, vil hjælpe med at kortlægge lokale pollental. De skal også bruges til at lave en model, som kan beregne pollentallene i resten af landet.

”Vi vil rigtig gerne bruge dataene til at lave en model på Danmarks pollenmængder, så vi kan vide præcis, hvad folk er blevet udsat for rundt omkring i landet. Også de steder, hvor vi ikke har målestationer” siger Pia Viuf Ørby.

Det interessante er at kunne se hvilke pollentyper, der flyver rundt i landet – og hvor meget af det. Deres data fra forskningsprojektet skal også indgå i andre større helbredsstudier.

Forudsigelser gør livet nemmere for pollenallergikere

For Christina Dahl, der lider af kraftig pollenallergi, er det godt nyt. Hun orienterer sig nemlig dagligt om pollental og prognoser. Men som det er nu, kan tallene være upræcise for, at hun kan planlægge sin dagligdag i Roskilde. Mere præcis data, vil altså hjælpe hende til at planlægge sin dag mere hensigtsmæssigt.

”Jeg ville kunne forberede mig meget bedre om morgenen, når jeg står op. Både til job og sociale arrangementer. Jeg ville vide, om jeg kunne takke ja til en invitation i parken, eller om jeg skulle sige nej, hvis tallene var ekstra høje” forklarer hun.

Astma-Allergi Danmark glæder sig til det nye projekt og håber det vil kunne hjælpe de mange allergikere til næste sæson.

”Vi håber, at vi mere præcist kan forudsige, hvordan pollenmængderne er lokalt, sådan at det kommer en pollenallergiker til gavn, og de kan planlægge deres hverdag og komme bedst muligt igennem pollensæsonen, udtaler Karen Rasmussen, der er biolog og leder af pollentællingerne i Astma-Allergi Danmark.

Skriv en kommentar

Seneste Nyheder

Annonce

Vandtårnsvej 62A, 2860 Søborg
© 2019 Copyright. Dansk Handicap Forum. All Rights Reserved.

Tilmeld dig Dansk Handicap Forum

Opret dig på Dansk Handicap Forum og bliv en del af det store fællesskab

Annonce
Annonce