Annonce

Astrid bruger øjenstyret talecomputer og dimitterede med et af landets højeste snit

Tekst: BT og TV2.dk

Billede: Privat

Skrevet af Christina Svensson

I disse dage myldrer det frem med stolte unge mennesker med hvide studenterhuer på. For Astrid Siemens Lorenzen er smilet nok større end de flestes. Hun dimitterede nemlig fra Sønderborg Statsskole som den første i Danmark til at gennemføre en studentereksamen med en øjenstyret talecomputer – og så med et snit på 12,3.

Flertallet af de danske unge vælger at søge ind på ét af landets 177 gymnasier, for at skabe sig en fremtid med mange muligheder. Det ønskede Astrid Siemens Lorenzen naturligvis også, og forventede ikke at det ville blive et problem, fordi hun var fagligt stærk.

Men da hun fortalte sin uddannelsesvejleder om sine studieplaner, blev hun ikke mødt med begejstring. Uddannelsesvejlederen erklærede Astrid for ikke uddannelsesparat. Til trods for hendes faglighed blev Astrid erklæret uegnet, fordi vejlederen dømte hende ud fra hendes handicap. Astrid har Cerebral Parese, som er en spastisk lammelse, der gør det svært for hende at styre sine muskler. Det betyder, at hun sidder i kørestol, taler gennem en øjenstyret talecomputer og har handicaphjælpere.

Det er ikke første gang Astrid har oplevet at blive undervurderet på grund af hendes handicap. Astrid fortæller, at folk ofte tager højt og langsomt til hende, fordi de tror, at hun har svært ved at forstå dem. I andre tilfælde taler folk ikke engang direkte til hende, men i stedet til hendes hjælper, som om hun ikke er til stede.

Astrid oplever også at blive klappet på hovedet som et lille barn og at blive omtalt som ”kørestolen”.
Hun fortæller: »De ting, jeg oplever, vil tilfældige fremmede jo aldrig gøre ved en kropskapabel person. Det er baseret på fordomme, stigmatisering og uvidenhed.«

På grund af fordomme, stigmatisering og uvidenhed, måtte Astrid også kæmpe for sin plads på gymnasiet. Det første gymnasium hun søgte ind på, afviste hende med skeptiske blikke og kritiske spørgsmål til hendes evner. Heldigvis gav Astrid ikke op, og det bærer frugt nu, hvor hun i dag dimitterer fra Sønderborg Statsskole med et flot snit på 12,3.

»Jeg får helt ømme kinder, så meget som jeg smiler. Jeg har ventet længe på denne dag, og det er et bevis på, at når man har de rette betingelser, kan man godt opnå ens målsætninger på trods af et handicap og andres fordomme.«

Astrid ønsker mere politisk opmærksomhed på den diskrimination, som hun har oplevet. Unge mennesker med handicap bør ikke føle sig uvelkomne i det danske uddannelsessystem. Der er mange som Astrid, der har et stort potentiale og drømmer om en karriere – samtidig med at de har et handicap.

»Der er behov for indgreb fra politisk side, for at forhindre at dette sker. Diskrimination burde høre fortiden til, men det hænger desværre stadig ved. Når man har et handicap, skal man ofte kæmpe hårdere for sine rettigheder.« siger Astrid, der også sidder i bestyrelsen for Sammenslutningen af Unge med Handicap.

Det har taget Astrid fem år at blive student. Hun og SUHM advokerer for, at der burde være en lov om rimelig tilpasning for personer med handicap på uddannelsesinstitutionerne, som fx længere studietid, ekstra tid til eksamener og nødvendige hjælpemidler.

Det er ikke kun Sønderborg Statsskole der får glæde af Astrids kvikke hoved, for hun har søgt ind på fysik på Københavns Universitet og Kvantitativ biologi og Sygdomsmodellering på DTU.

Læs også:

Solstråle i en krisetid

Tekst: Altinget Foto: Danske Handicaporganisationer Ingen – hverken i privaten, virksomhederne eller organisationerne – har kunnet undgå coronakrisens konsekvenser. Men især hos ældre og borgere

Læs mere »

Skriv en kommentar

Tilmeld dig Dansk Handicap Forum

Opret dig på Dansk Handicap Forum og bliv en del af det store fællesskab

Annonce
Annonce